22 SS Pius PP II Aeneas Silvius Commentarium Rerum Memorabilium

AENEAS SILVIUS PICCOLOMINI PIUS PP SECUNDUS DE VITA ET OPERIBUS. PROF. DR. DARCY CARVALHO. FEA-USP. SÃO PAULO. BRAZIL. 2019. STUDIES IN MEDIEVAL AND MODERN LATIN.

AENEAS SILVIUS PICCOLOMINI AND HIS IMPORTANCE TO THE STUDENTS OF MODERN LATIN. 

Aeneas Silvius Piccolomini was an exceptional Pope and medieval Renaissance author, who wrote his vast and varied works in a particularly simple and intelligible Latin style that modern utilitarian Latinists should study. In the short quotation below, Piccolomini describes his own style of speaking and writing: a  brief, unadorned non- elaborated style, that is,  current international Latin , with just one goal  -  to be understood.

AENEAS SILVIUS PICCOLOMINI (1405-1464). SUA IMPORTÂNCIA PARA O LATINISTA UTILITÁRIO MODERNO

Aeneas SilviusPiccolomini, autor medieval renascentista,  escreveu sua vasta e variada obra em  estilo particularmente simples e inteligível  ao latinista utilitário moderno. Na citação abaixo, Piccolomini descreve o seu próprio estilo de falar e escrever: breve, sem ornatos  nem elaboração, atual, com um   único objetivo, o  de  ser entendido.

 Sentio, quam tenuis est mihi vena dicendi, quam brevis et inornata verborum suppellex: non utor phaleris, vestem omnem abjicio, nec laboro cum scribo, quoniam non attingo res altiores et mihi non cognitas: trado, quod didici. Facile se caeteris intelligendum praebet, qui seipsum tenet, praebere alteri lucem nequit, qui sibi tenebrosus est: Fugio nodositatem et longas sententiarum periodos. Si assunt elegantia verba, non refugio illa contexere, si minus, non quaero remotius; praesentibus utor; ut intelligar, id solum mihi studium est. Percipio tamen rudem et incompertum sermonem meum esse, nec dignum qui doctas aures pulset. 

FONTES RERUM AUSTRIACARUM. Apud PROF. Dr. ANTON WEISS : AENEAS SYLVIUS PICCOLOMINI ALS PAPST PIUS II. SEIN LEBEN UND EINFLUSS AUF DIE LITERARISCHE CULTUR DEUTSCHLANDS.   

https://archive.org/details/aeneassylviuspic00weis

Aeneas Sylvius Piccolomini, the humanist- Pope Pius II by  Rodolfo Jardón

http://perdidasmusas.blogspot.com/2017/09/aeneas-sylvius-piccolomini-humanist.html

Introduction.

Aeneas Sylvius Piccolomini (b. 1405–d. 1464) is one of the more interesting and enigmatic figures of the Italian Renaissance, a Renaissance humanist who became Pope Pius II. Born into an old but no-longer-prosperous family from the area around Siena, the young Aeneas Sylvius lived an open, easy life serving a variety of increasingly powerful individuals, shifting his alliances and remaining on good terms with everyone. Along the way he took orders and became more serious in his interests and goals, emerging rather surprisingly as pope in 1458. His short time in office was dominated by an unsuccessful effort to launch a crusade to recover the Holy Land. He was a prolific author, one whose Latin did not rise to the highest humanistic standards but whose works include the only autobiography ever written by a sitting pope. Worldly yet also a man of genuine faith, self-serving while he also served others, the complexity of Aeneas Sylvius’s character is symbolized by his official retraction bull of 1462, Aeneam suscipite, Pium recipite, in which he used a commonly understood reference to pious Aeneas, the hero of Virgil’s epic, to dissociate himself from the humanist past that he would continue to rely on to write his Commentaries.

……………………………………………………

Pius II, original name Enea Silvio Piccolomini (born Oct. 18, 1405, Corsignano [now Pienza], Republic of Siena [Italy]—died Aug. 14/15, 1464, Ancona, Papal States) outstanding Italian humanist and astute politician who as pope (reigned 1458–64) tried to unite Europe in a crusade against the Turks at a time when they threatened to overrun all of Europe. He wrote voluminously about the events of his day.

Early life and career

Enea Silvio Piccolomini was born in the village of Corsignano, near Siena, Italy, into a noble family in very reduced circumstances. He acquired his humanistic education by assiduous work under unfavourable conditions. To earn a living he became secretary to Cardinal Domenico Capranica and went with him to the Council of Basel, a meeting of bishops concerned with church reform (1431–37), which was already at loggerheads with Pope Eugenius IV. With Cardinal Niccolò Albergati he visited many European countries on a diplomatic mission. On returning to Basel in 1436, he became an official of the council, which gave him opportunities to show his great skill as an orator. He became secretary to the antipope Felix V, elected on Nov. 5, 1439, by the remnant of bishops at Basel, who refused to obey Pope Eugenius’ order to transfer the council to Ferrara and Florence.

As representative of the Basel remnant at the Diet (imperial assembly) of Frankfurt, he attracted the attention of Frederick III of Austria, who invited him to Vienna (1442) and made him imperial poet laureate and his private secretary. Thereupon, he broke his connection with the antipope in 1445 and was absolved of the ban of excommunication that he had been under. A serious illness is said to have led him to amend his dissolute life (he was the father of several illegitimate children). In Frederick’s name he proposed to end the rivalry between the papal council at Florence and the rebellious council at Basel by summoning a third council but could persuade neither Eugenius nor the bishops at Basel. Hitherto a layman, Enea received sacred orders in 1446. He next managed to calm the storm raised by Eugenius’ deposition of two of the German archbishop electors and was chiefly responsible for reconciling the German princes with the Pope and for Frederick’s withdrawal of support for the council at Basel.

Made bishop of Trieste by the new pope, Nicholas V, in 1447, he continued his successful mediation between the German states and the Holy See, explaining in a “letter of retractation” his change of role from supporting Basel to being advocate of the papacy. He was transferred in 1449 to the see of Siena, where he was still able to be of service to King Frederick by negotiating his marriage with a Portuguese princess and arranging his coronation as Holy Roman emperor in Rome by Nicholas V (1452). Nicholas’ successor, Calixtus III (1455–58), made Enea cardinal-priest of Santa Sabina as a reward for negotiating peace with Alfonso V, king of Aragon and Naples, and persuading him to cooperate in the crusade against the Turks that Calixtus was energetically promoting.

Pontificate

On Calixtus’ death Enea Silvio was elected pope as Pius II (Aug. 19, 1458). As pope he had one main purpose: to organize a grand crusade to drive back the Turks, who, having captured Constantinople in 1453, were threatening to overrun the rest of Europe. He summoned the Christian princes to a congress in Mantua to study and meet the danger. When he arrived on the appointed day, June 1, 1459, he was alone. Very gradually some came but only to squabble for advantages to themselves.

The patient diplomacy of the Pope achieved little. A condition for success was to restore peace to the West. In Italy, Pius slowly regained control of the Papal States. His negotiations with France for the repeal of the Pragmatic Sanction of Bourges (of 1438, which made France largely independent of the papacy in ecclesiastical jurisdiction) failed with King Charles VII but succeeded with his son Louis XI (1461). The Greek cardinal Bessarion was sent to Germany (1460) to promote the crusade, but local feuds and wars blocked his efforts. He was equally unsuccessful in Vienna and returned to Rome in the following year but had some success later in Venice. Wars in the Tyrol and discord in Bohemia increased the general unrest. A lull in some hostilities and promises of support from the emperor Frederick and Philip the Good, duke of Burgundy, encouraged the intrepid but sick pope to proclaim in October 1463 a crusade, which he himself would lead. Pius left Rome on June 18, 1464, for the rendezvous of the armies in Ancona, an Adriatic seaport on the east coast of Italy, where he arrived to find nearly no one. Two Venetian ships arrived on August 11. Pius died during the night of August 14–15. His heart was interred at Ancona, still facing, as it were, the infidel East. His body was taken to Rome and there buried in St. Peter’s; it was transferred to the Church of San Andrea della Valle when the new St. Peter’s was being built.

Achievements

Pope Pius II’s great knowledge of conditions in Germany and elsewhere inspired a scheme of wide church reform, but the political conditions of the time and the resistance of the various vested interests rendered its application impossible. He did what he could, particularly by encouraging the movements toward strict observance of the rules of life within religious orders. On the whole, he created worthy cardinals, and on Jan. 17, 1460, he issued a bull condemning appeals from a pope to a general (ecumenical) council of the church. A voluminous writer about the events he had participated in, he wrote also general history and geography, poetry, and at least one scurrilous novel (The Tale of Two Lovers). Pius II was a patron of humanists, and he commissioned the architect Bernardo Rossellino to transform his native village of Corsignano into the town of Pienza. Rossellino’s buildings and town plan in Pienza represent one of the earliest examples of Renaissance urban planning.

Publicado 19th September 2017 por Rodolfo Jardón


Contents; 01 02 03 04 05


01     Enea Silvio Piccolomini (1405-1464, Pope Pius II from 1458)- Oratio Contra Turcos


ORATIO CONTRA TURCOS (Excerpta).Pius II (1458-1464 )

Pontifex sequenti die secretum consistorium advocat cardinalesque hoc modo alloquitur: 

`Sextus agitur annus, viri fratres, postquam beati Petri cathedram ascendimus. Quis vestrum interea defensionem fidei non multis magnisque precibus nobis commendavit? Quis non dixit bellum contra Turcum gerendum esse et omnes Ecclesiae thesauros effundendos? Vestro consilio suasuque Mantuam ivimus, christianos ut ibi reges in belli societatem accersiremus. Non successit ex sententia, non audiverunt christiani vocem pastoris. Reuersi domum perturbata omnia reperimus. 
Vidimus per id tempus vos ferme omnes trepidare metu nec quisquam vestrum consilia nostra probabat. Ruturam ecclesiam arbitramini nec poteratis de nobis non dura loqui qui re Turcorum obmissa bellum gallicum suscepissemus Ferdinandique magis causam quam Christi defenderemus. .... Sed quid ageremus? 

Occupati bello domestico foris pugnare non poteramus...
Quorsum haec, quaeritis, tam longa narratio? Nempe ut intelligatis beneficia magni dei, quibus et Romanam Ecclesiam et vos nosque cumulavit, ut cogitetis una nobiscum vicem rependere atque habere gratias largitori. Peracta sunt duo gravissima bella, Siculum ac Picense, et quamvis reliquiae in Regno nonnullae remanserint, satis est quod nostris cogitationibus impedimento esse non possunt; ipse per se Ferdinandus minuta haec quae restant evellere offendicula sufficit. Nobis iam liberum est adversus Turcas arma capessere. Non possumus amplius nec volumus differre. Nunc desiderium nostrum implere licet, nunc pro fide pugnare fas est, quod semper optavimus. Novit deus cogitationes nostras hisque viam iam tandem expeditam reddidit. Rogastis nos saepius ut hoc ipsum ageremus; nunc vos rogabimus. Cavete ne, quod in nobis reprehendistis, increpare possimus in vobis. Nunc vestra fides, vestra religio, vestra devotio in lucem veniet. Si vera erit, non ficta caritas vestra, nos sequemini. Exemplum dabimus vobis ut, quemadmodum nos ipsi facturi sumus, ita et vos faciatis. Nos autem magistrum et dominum nostrum Iesum Christum, pium et sanctum pastorem, imitabimur qui pro suis ovibus animam ponere non dubitavit. Ponemus et nos vitam nostram pro grege nostro, quando aliter christianae religioni, ne Turcorum viribus conculcetur, subvenire non possumus. Armabimus classem quantam pro facultatibus Ecclesiae instruere poterimus. Ascendemus navem, quamvis senes morbisque conquassati. Dabimus vela ventis atque in Graeciam et Asiam navigabimus. Et: 'Quid ages', dicet quispiam 'in bello, senex? sacerdos, mille morbis oppressus, et in proelium ibis? Quid togata valebit in pugna cohors? Quid sacer ordo cardinalium praestabit in castris? Vix tympana tubasque ferent, ne dicam bombardas hostium. In delitiis egere iuventam, et tu senium macerabis armis? Inconsulte agis. Melius domi cum cardinalibus atque omni curia remanebis. Classem vero argento paratam fortique et assueto malis milite instructam mittes in hostem aut Hungaris aurum suggeres qui copias quam validissimas in Turcos agant.' Pulchre dictum et utile, si assit aurum. Sed unde id corrademus? Aerarium nostrum diutino bello exhaustum est nec proventus Ecclesiae ii sunt qui tantae rei sufficiant, quamvis divino munere aluminis vena reperta est quae magis ac magis divinae pietati nos obligat et ad tuendam religionem invitat. ... 
Audimus insusurrationes vestras: 'Si adeo difficile bellum censes, qua spe pergis non apparatis viribus quae sufficiant?' Istuc venimus. Bellum necessarium cum Turcis imminet. Nisi sumimus arma atque occurrimus hosti, actum de religione censemus. Tales inter Turcos erimus, qualem inter christianos Iudeorum despectam cernimus gentem. Nisi bellum sumimus, infames sumus. At bellum sine pecunia geri non potest. Quaerere occurrit hoc loco: ubi pecuniam perquiremus? 'A fidelibus christianis', respondebitis. Urgemus amplius: `Quo pacto?' Quonam modo? Omnes tentatae viae sunt, nulla voto respondit. Indiximus Mantuae conventum: quis inde fructus emersit? Misimus in provincias legatos: spreti atque irrisi fuere. Imposuimus clero decimas: appellatum est pernicioso exemplo ad futurum concilium. Iussimus indulgentias praedicari: aucupium id esse ad extorquendas pecunias dixere et inventum curialis avaritiae. Omnia quaecunque agimus in partem deteriorem populus accipit. Ea conditio nostra est quae mensariorum perdita fide: nihil creditur nobis; despectui sacerdotium est et infame nomen cleri. aiunt nos in delitiis agere, cumulare pecunias, ambitioni servire, mulabus insedere pinguioribus ac nobilioribus equis, extendere fimbrias paludamentorum, et inflatis buccis sub rubente pilleo et ampliori cucullo per Urbem vadere, canes ad venandum alere, histrionibus et parasitis multa largiri, in defensionem fidei nihil. Nec omnino mentiuntur: sunt plerique inter cardinales et reliquos curiales qui haec agunt et, si verum fateri volumus, nimius est curiae nostrae vel luxus vel fastus. Hinc odiosi populo sumus adeo, ut nec vera dicentes audiamur. 
Quid agendum in tanta contumacia censetis? An non quaerenda via est qua perditam fidem recuperemus? Utique dicitis: `Et quae via huc nos ducet?' Nulla certe nostris temporibus usitata. Ad insueta iam pridem itinera transeundum. Quaerendum est quibus artibus maiores nostri hoc nobis imperium Ecclesiae latissimum pepererunt atque illis utendum; principatus enim facile his modis retinetur, quibus ab initio partus est. Abstinentia, castitas, innocentia, zelus fidei. religionis fervor, contemptus mortis martyriique cupido romanam ecclesiam toti orbi prefecerunt, primi Petrus et Paulus inclyto martyrio dicauerunt. Secuti deinde pontifices alter post alterum longa serie ad gentilium tribunalia rapti, dum falsos deos accusant Christumque verum et singularem deum manifesta voce fatentur, exquisitis suppliciis mortem obiere eoque pacto novellae plantationi consuluerunt. Credidere discipuli magistros vera locutos, qui suam doctrinam morte firmassent nec ullis potuerint ab ea tormentis avelli, veri et probati pastores qui pro gregibus suis animam posuerunt magistrum et dominum imitati Iesum, aeternum et optimum pastorem, qui pro suis ovibus in ara crucis occisus humanum genus pio Patri reconciliavit. Conversis deinde ad Christum Romanis, apertis ecclesiis et evangelio passim disseminato, cessavere martyria et sancti confessores introiere, qui doctrinae lumine sanctiorisque vitae fulgore non minus christianis plebibus profuerunt quam martyres, vitiis hominum frena ponentes quae solent in pace latius evagari. Ab his et ab illis ecclesia nostra magna effecta est. Servari non potest, nisi predecessores nostros imitemur qui regnum ecclesiae condidere. Nec satis est confessores esse, praedicare populis, fulminare vitia, virtutes in caelum tollere: ad priores illos accedendum est, qui pro testamento domini sua corpora tradiderunt. 
Nihil est quod pro salute gregis nobis commissi perpeti non debeamus, etiam si anima ponenda sit. 
Turci modo istam, modo illam christianorum provinciam vastant. Bosna hoc anno capta est et rex gentis obtruncatus. Trepidant Hungari, trepidant vicini omnes. Quid agemus? Armatas illi copias mittemus obviam? Non es aurum unde parentur. Quid ergo? Reges hortabimur illi occurrant qtque hostes e nostris finibus propulsent? At hoc frustra temptatum est. Non belle dicitur: ite! Fortasse melius audient: venite! Hoc temptare libet. Stat sententia in bellum contra Turcas pergere christianosque principes, ut nos sequantur, facto simul et verbis invitare. Fortasse cum viderint magistrum et patrem suum, Romanum pontificem, Jesu Christi vicarium, sentem et aegrotum in bella vadentem, pudebit eos manere domi; arma capient defensionemque sacrae religionis fortibus animis amplectentur. Haec nisi via christianos in bellum excitat, nescimus aliam; hanc ingredi placet. Scimus rem senio nostro pergravem esse nosque ad certam quodammodo mortem profecturos. Neque hanc recusamus. Cuncta deo committimus. Fiat voluntas eius. Moriendum nobis aliquando est, neque interest quo in loco, dum bene moriamur. Beati qui moriuntur in obsequio domini. Mors bona malam vitam redimit. Nobiscum bene actum putabimus, si deo placuerit in eius servitio nostros finiri dies. Vos qui tantopere nos adhortati estis in Turcos movere bellum, domi in otio remanere non decet: oportet membra suo coaptari capiti et illud sequi quocunque ierit. 
Quod agimus necessitatis est: promissa est profectio nostra Philippo Burgundie duci; votum is voverat profecturum se contra Turcos in bellum, si aut imperator aut rex Franciae aut alius princeps, quem se sequi non dedeceret, idem agere proponeret. Intelligebamus qanti momenti esse profectio Philippi quem magna pars Occidentis sequitur. Cupiebamus hunc iter incipere atque, ut aiunt, glaciem perfringere primum, haud dubitantes quin eum maxima nobilium ac procerum multitudo sectaretur. ...... 
Adsit tantum divinus favor; ad victoriam cetera succurrrunt. Nec nos pugnaturi pergimus corpore debiles et sacerdotio fungentes, cuius non est proprium versare ferrum. Moysen illum sanctum patrem imitabimur qui pugnante adversus Amalechitas Israhele orabat in monte. Stabimus in alta puppe aut in aliquo montis supercilio habentesque ante oculos divinam eucharistiam, id est dominum nostrum Iesum Christum, ab eo salutem et victoriam pugnantibus nostris militibus implorabimus. Cor contritum et humiliatum non despiciet dominus. Eritis et vos nobiscum exceptis senibus quibus, ut remaneant, ignoscimus; orabitisque pariter et operibus bonis christiano populo divinitatem reddetis propitiam. 
Cogitatis dum ista dicimus: 'Quod erit interea romanae regimen Ecclesiae? Recusabunt ultramontani ultra mare te sequi nec in absentia tua satis tutum erit Ecclesiae patrimonium.' Istuc pergimus; omnia provisa sunt. Audite. Romanam curiam et omnia eius officia et duos pariter legatos ex ordine vestro apud urbem relinquemus: alter spiritualibus negotiis praeerit, temporalibus alter. 
Hoc pacto, quantum humana possumus ratione prospicere, in tuto dimittemus omnia. Sed nihil est in quo magis speremus quam in adiutorio Altissimi; nisi enim dominus custodierit civitatem, frustra vigilat qui custodit eam. Pro deo nostro propriam sedem et romanam Ecclesiam relinquimus et hanc canitiem atque hoc debile corpus suae pietati devovemus. Non erit immemor nostri. Si non dabit reditum, dabit in cealum aditum, et primam sedem sponsamque suam conservabit indemnem. 
Audistis propositi nostri seriem. Vos nunc vicissim animi vestri sententias promitte'. 
Inter loquendum saepe lacrymatus est pontifex, neque fletum continere cardinales, neque fletum continere cardinales potuerunt, quibus erat mens sanior. 
Prior in collegio qui responsurus esset cardinalis ostiensis fuit, rhotomagensis ecclesiae pontifex, homo gallicus et a re proposito longe alienus, delitiarum sectator et otii; qui iussus sententiam dicere minime adversari ausus est: naturam hominis rei pervicit honestas. 'Ego', inquit, ' et consilium tuum, pontifex, laudo et animum admiror. Te sequar quocunque iusseris; etsi nihil mihi navigatione difficilius est, onus quodcunque imposueris feram'. Cardinalis portuensis, natione Hispanus atque grandaevus, cadentibus ubertim lacrymis nec singultus retinere valens 'Hominem te', inquit, 'hactenus existimavi, pontifex: nunc angelum iudico. Vicisti opinionem meam. Deus adsit tuis coeptis; ego lateri tuo semper comes adero sive aqua sive terra sit iter habendum, nec te per flammas euntem deseram quando recta in caelum vadis.' Similia fere locuti sequentes ad Spoletanum usque pontificis propositum summis in caelum laudibus extulere. (...) 
Verum neque imperator neque rex Franciae neque princeps alius eo superior in Turcos poferre arma apposuit animum: solutum se voto Philippus existimabat, cuius non esset impleta conditio. 

02= SS Pius PP II. Commentarii rerum memorabilium quae temporibus suis contigerunt. Pius II Papa (Aeneas Silvius Piccolomini) Autobiographia . Camenae Index Operis.


AUTOBIOGRAPHIA  AENEAE  SILVII  PICCOLOMINI. PIUS PAPA  II

vel

COMENTARIORUM PII SECUNDI PONTIFICIS MAXIMI LIBRI  XIII [ Commentarii Rerum Memorabilium  Quae Temporibus Suis Contigerunt] 

INTRODUCTIO  DE  VITA  OPERIBUSQUE AENEAE SILVII PICCOLOMINI

Papa, Historiarum Scriptor, Geographus, Poeta, Biographus , Mediator, Legatus, Analista Politicus

Cito: “The Renaissance popes were among the most enlightened and generous patrons of arts and letters in the Europe of their day. These  commentaries   of Pius II give us an intimate glimpse of the life and thought of one of the greatest of the Renaissance popes.

Pius II (14051464) began life as Aeneas Silvius Piccolomini in a small town near Siena, and became a famous Latin poet and diplomat. Originally an opponent of the papacy as well as something of a libertine,  Aeneas eventually reconciled himself with the Roman church and became a priest, then a cardinal.

Finally he was elected Pope Pius II (14581464) and dedicated his pontificate to organizing a pan-European crusade against the Ottoman Empire. Pius's Commentaries, the only autobiography ever written by a pope, was composed in elegant humanistic Latin modeled on Caesar and Cicero”.

There is an English translation of the diaries, containing  the  Latin text, based on the last manuscript written in Pius' lifetime,  and an updated and corrected version of the 1937 translation by Florence Alden Gragg (1937). Aeneas Silvius is also author of a love tale,  De Duobus Amantibus, edited by Josephus DevaI, in 1903”    ( From Google Books)

DE DUOBUS AMANTIBUS  HISTORIA.  Lectiones varias, pluribus e codicibus, incunabulis, editionibus, studiose excerpsit, locosque, studium huius operis omnibus praeferendo commodis suis, ex poetis antiquis, quibus Aeneas in contextu utitur, quod antehac nemini adhuc notabile erat, adnotavit ; fontes, unde petantur versus occurrentes, perlegendo veteres, invenire contendit ; inventa definivit  textum innumeris a mendis purgavit ; lacunas explevit ; introductionem praeposuit ; epistolas Aeneae nonnullas acutas, indicem locorum inventorum dupplicem adiunxit, textui  effigies, ex  libro antiquissimo Aeneae coaevo et  imaginem propriam iniunxit Iosephus I. DevaI . Budapestini  MCMIII. Editor  quoque  praefationem  eruditum  adiunxit, cum XXII paginis. Piccolomini, Aeneas Silvius, 1405- 1464.

Tractatulus de duobus invicem amantibus compositus per dominum Eneam Silvium poetam: Imperialemque Secretarium: qui tandem ad summi apostolatus apicem assumptus: Pius Papa Secundus vocatus est. Cf. Gallica Bnf: Historia de duobus amantibus Eurialo et Lucretia ([Reprod.]) / [Aeneas SIlvius (Pius II)] [Aegidius van der Heerstraten] (Louvain)1500

DE DUOBUS AMANTIBUS  HISTORIA  com  tradução portuguesa de Arnaldo Espírito Santo:  História de dois amantes.   Biblioteca Nacional De Portugal: Documento electrónico = De duobus amantibus,  circa 1470 / Eneas Silvio Picolomini ; Apresentação de  José V. de Pina Martins ; Introdução  e notas de Melba Ferreira da Costa ; Tradução  de Arnaldo Espírito Santo.  Dados textuais (1 ficheiro PDF com 210 páginas.  Castelo Branco : SEMEDO, 2004. Cópia pública       http://purl.pt/740

THE COMMENTARIES OF PIUS  II PONTIFEX MAXIMUS:  PII SECUNDI PONT. MAX. Commentarii Rerum Memorabilium  Quae Temporibus Suis Contigerunt.

Na introdução e no prefácio da tradução portuguesa  de Eurialo e Lucretia,  José V. de Pina Martins e Melba Ferreira da Costa dão notícia  dos Comentários e do conjunto da obra literária de Eneas Silvio Piccolomini: 

Cito: >>“Eneas Silvio Picolomini, historiador, geógrafo, analista político, mediador entre partes litigantes,  homem das sete partidas olha, vê e regista nos Commentarii   dados colhidos durante uma longa vida:  pessoas,  terras, casos  anómalos vividos em contacto com realidades novas, imprevistas, de luta contra a adversidade. Um tronco comum sustenta do princípio ao fim o desenrolar da acção: a lembrança do seu eu sempre em primeiro plano, a necessidade de  se exibir e a apologia dos sucessos obtidos.

>> No cômputo global da actividade literária  apontamos os Commentarii como   obra síntese de várias etapas da sua vida, expressas subjectivamente, com reflexos da versatilidade que o caracteriza. Obra extensa, de temática vária sobre os países europeus,  com elementos novos da sua lavra, que colmatam outros de carácter históricogeográficos,  nomeadamente,  a Europa,  a Ásia, e  a História Boémica. Retratos físicos e morais das  personalidades  com quem conviveu e interagiu  aliados à dinâmica da sua actividade junto às  cortes que representou, trazem até nós um  quadro vivo da Europa renascentista.  >>O extenso labor de Aeneas Sivius  espraiase por 13 livros, com relevância  para o primeiro, sua autobiografia,  cuja unidade se mantém constante até ao fim, em dissonância  dos demays livros  escritos  em  forma de apontamentos registados diariamente”. <<

Na autobiografia, capítulo inicial dos comentários,  Aeneas retrata-se do nascimento ao pontificado,  narrando  a  infância,  e as etapas percorridas até a adolescência,  os mestres que o formaram, Siena,  cidade natal,  a  Europa, a elevação ao pontificado, os concílios,   sua atividade diplomática,  pontifícia e  bélica, ou seja, escrevendo de si mesmo, explicita  o autor  o começo, o florescimento  e o  ápice  duma  das máximas entidades da cristandade medieval.  No prefácio deixa entrever que seu primeiro objetivo é a glória póstuma:

 “Quid est igitur, quod tantopere boni nominis gloriam quaerimus? Fortasse qui purgantur animi, dulcedinem aliquam hauriunt relictae in terris famae?”

Mas assinala também  outro objetivo, este  mays tangível, prático e urgente, deixar bem claro as razões dos seus atos para obliterar  a malidicência dos contemporâneos :

 “Non parcet Pio Secundo pontifici maximo lingua dolosa, quae tot Christi vicariis et ipsi Christo non pepercit. Accusatur, reprobatur, dum vivit inter nos Pius Secundus; extinctus laudabitur et desiderabitur, cum haberi non poterit. Cessabit invidia post obitum, et sublatis, qui iudicia pervertunt, privatis affectibus vera resurget fama, Piumque inter claros pontifices collocabit”.

>>Perguntam os prefaciadores, cito: “Como classificar os comentários?: “ Uma autobiografia, um livro de memórias ou um diário, são perguntas com respostas indefinidas. Sem o tom confessional de exemplos oferecidos pela literatura, os comentários retratam, todavia, aspectos marcantes do homem que os escreve com sinceridade. Não sendo nítidas as fronteiras entre aquelas, tornase difícil destrinçálas. Tãopouco os textos em causa inseremse no conceito de história, enquanto género científico.

>>De resto, o próprio autor é claro quando secunda que não se trata de história, uma vez que fixa acontecimentos recentes mas registo de factos memoráveis que tiveram lugar no seu tempo, como sujeito activo e passivo. Atento à lei da história pelo respeito à verdade. Seguemse considerações várias sobre história/historiadores, cuja análise ultrapassa o âmbito destas linhas. Humanista, olhospostos na arqueologia, mesmo à vista em muitos capítulos dos seus treze livros; na convivência intima com os grandes clássicos gregos e latinos. Humanista que os humanistas italianos incensaram como o bem supremo para os seus ideais”. <<

Ao estudante de latim moderno utilitário, porém,  pouco importa a motivação ou os mores do personagem histórico eminente, importa-lhe  apenas o latim do autor,  tão perfeito, simples, claro, variado e  interessante  como  mays  não podia ter sido no  tempo em que viveu , em pleno renascimento das letras e da cultura europeias, no dealbar dos tempos modernos, no exato momento do desmoronamento do Império Romano Bizantino e Oriental, causado pelo tsunami turco que Piccolomini tentou  barrar e conter diplomática e militarmente:  non potuit  tamen cohiberi fluminis impetus.

CRONOLOGIA  DA OBRA DE AENEAS  SILVIUS  PICCOLOMINI

Por José V. de Pina Martins,  Melba Ferreira da Costa,  Arnaldo Espírito Santo

14261428 – Cinthia.

? – 1435 – NImphilexis, poema

1440 – Libellus dialogorum de Generalis Concilii authoritate et gestis Basiliensium.

1440 – De gestis Basiliensis Concilii.

1443 – Pentalogus.

1444 – De natura et cura equorum.

1444 – Historia de Eurialo et Lucretia.

1444 – ChrIsis, comédia .

1444 – De curialium miseriis.

1446 – De ortu et authoritate Romani Imperii.

 14401450 – De viris aetate sua claris.

1450 – De rebus Basileae gestis stante vel dissoluto concilio.

1450 – De liberorum educatione.

1453 – Historia Gothorum.

1454 – Historia de Ratisponensi dieta.

14531455 – Dialogus.

1456 – Commentarii in libros Antonii Panormitae Poetae de dictis et factis Alphonsi regis.

1456 – Artis retoricae praecepta.

1457 – De ritu, situ, moribus et conditione Germaniae descriptio.

14521458 – Historia Friderici III Imperatoris.

1458 – De Europa.

1458 – Historia Bohemica.

1461 – De Asia.

1463 – Supra Decades Blondi Epitome.

1463 – Bulla retractationum.

1464 – Commentarii rerum memorabilium quae temporibus suis contigerunt.

1431? – 1454 – Epistolae  et  Varii Tractatus 

Cf.    Silvius, Aeneas (Enea Silvio Piccolomini) Pope Pius II, 1405 - 1464

http://www.philological.bham.ac.uk/bibliographI/sf.html

http://www.uni-mannheim.de/mateo/itali/autoren/pius_itali.html

INDEX ON CAMENA OF THE COMMENTARIORUM PII II. PONT. MAXIMUS

Liber Primus .

 - De origine Picolomineae domus, et Pii Maioribus. |Aeneae ortus et puerilia discrimina, ac rudimenta, et progressus aetatis.| pag. 1

|Aeneas Firmani secretarius, profectus cum eo in Basileam, et reditus in Italiam cum Bartholomaeo Episcopo Novariensi, eiusque Oratio in schola Papiensi.| pag. 2


|Fit Aeneas Secretalius [ Secretarius ] cardinalis Sanctae Crucis, cum quo in Franciam proficiscitur, ab eodemque postea in Scotiam mittitur.| pag. 3 

|Alphonsi captivitas, et Aeneae in itineribus gravia pericula marisque procellae, et Angliae mirabilia.| pag. 4 

|Scotorum mores varii, et quae apud eos nascuntur, et Aeneae continentia eisq. [ eiusque ?] divina ope sublatum periculum, ac per Angliam vaferrimus transitus.| pag. 5 &pag. 6 &pag. 7 

|De gestis Aeneae in concilio Basiliensi, et eius beneficiis, et morbo apud Mediolanum gravissimo.| pag. 8 &pag. 9 

|De Sigismundi Caesaris morte, et Alberti suffectione, Aeneae pestilenti morbo, et mirabili cura.| pag. 10 &pag. 11 

|Depositio Eugenii in Concilio, et Felicis creatio, eiusque Secretarius Aeneas.| pag. 12 

|Aeneas poeta laurea corona donatur, ab Imperatore Protonotarius efficitur, eiusque summa patientia, et legationes variae. | pag. 13 

|Sarantanae Vallis descriptio, et incolarum mores.| pag. 14 

|Aeneae legatio ad Pontificem Eugenium, et cum eo reconciliatio, et Thomae Sarezanei amicitia.| pag. 15 &pag. 16 

|Fit Aeneas Eugenii secretarius, et eius singularis cum virtute fortuna, et electorum Imperii adversus Pontificem coniuratio.| pag. 17 

|Aeneas Eugenium convenit, aegrotatio eius, et Thomae, ac Aeneae singularis prudentia in dissolvendo Frankfordiensi conventu, et neutralitate deponenda.| pag. 18 &pag. 19 &pag. 20 

|Ioannes Carvaiales, et Thomas fiunt cardinales, Aeneas Romam legatus proficiscitur, et cum omnium admiratione perorat, Germanorum oboedientiam praestans.| pag. 21 

|Aeneas ab Eugenio eligitur episcopus Tergestinus, quo non succedente, fit subdiaconus. Mors Eugenii, suffectioque Nicolai. Aeneas secretarius et ?erus [ episcopus ] Tergestinus.| pag. 22 

| Conventus apud Asciasburgium, et Germanorum oboedientia ad novum Pontificem. Philippi Mariae Ducis mors, ac Aeneae legatio ad Mediolanenses, deinde ad Histrios.| pag. 23 &pag. 24 

|Aeneae altera legatio ad Mediolanenses, atque opera pro Imperatoria dignitate. Franciscus Sfortia post obsidionem a Mediolanensibus caeso legato Veneto, civitati Dux praeficitur.| pag. 25 &pag. 26 &pag. 27 

|Aeneae legatio ad Alfonsum regem de matrimonio contractando cum imperatore et Leonora, et eius opera concluso. Aeneas eligitur Senensis Episcopus absens.| pag. 28 &pag. 29 

|Aeneas Caesaris legatus ad Bohemos, eorumque conciliatio, et haeresis.| - Apparatus Leonorae et Aeneae cura in commeatibus perquirendis, et Senarum condicio, atque Italiae metus, et imperatrix ab Aenea deducta.| pag. 30 &pag. 31 &pag. 32 &pag. 33 

|Florentinorum metus, Adventus Caesaris et Leonorae in Italiam, primusque congressus, ac matrimonium Senis evectum, et Caesaris de Aeneae [ Aenea ] vaticinum [ vaticinium ]. Aeneae oratio apud pontificem ac pontificis et Caesaris somnia.| pag. 34 &pag. 35 

|Pontificis promissio de cardinalatu Aeneae, qui tamen legatus de latere factus. Fuga Ladislai. Ducatus Borsii, et Aeneae oratio.| pag. 36 

|Bellum Austrialium et Aeneae legatio promotuque [ promotusque ] ad principatum imperii, eiusque oratio, et confectio pacis.| pag. 37 

|Constantinopolis captivitas, Conventus Ratisponensis, Burgundi adventus, et Aeneae ad Pontificem legatio atque oratio.| pag. 38 &pag. 39 

|Alius conventus Frankfordiae celebratur, et per Aeneam ad bellum contra infideles accensus.| pag. 40 

|Conventus in nova civitate, Aeneae oratio. Mors Pontificis Nicolai, Sarezana oppidum. Nicolai gesta, Conclave. Creatio Calisti; eiusque votum.| pag. 41 &pag. 42 &pag. 43 

|Aeneae suasio pro Pontifice, et ipsius ad eum legatio pro Germanorum oboedientia praestanda.| pag. 44 

|Rumor vanus de cardinalatu Aeneae eiusque modestia, et Zamorensis insana laetitia, et creatio aliorum cardinalium astu Calisti.| - |Bellum Picinini [ Iacobi Piccinini ] contra Senenses, eius fuga, atque necessitas, Aeneae legatio ad Alfonsum efficax, et Lucretiae amores.| pag. 45 

|Profligatio Turcarum, et pax Senensis.| pag. 48 

|Aeneae promotio ad cardinalatum et omnium gentium congratulatio, Vormiensis ecclesiae adeptio, Polonorumque defensio.| pag. 49 

|Aeneae auctoritas in senatu cardinalium, et contentionibus finiendis.| pag. 50 

|Ingentes terraemotus in Neapolitano regno, Suetiae [ Sueciae ] regis eiectio, Alfonsi mors, Ferdinandique successio et Calisti Papae obitus.| pag. 51 

|Conventus cardinalium in conclavi, Aeneaeque ad pontificatum erectio, ac Pii appellatio.| pag. 52 &pag. 53 &pag. 54 &pag. 55 

|Laetitia Romanorum et omnium gentium ex Pii Pontificatu, variaeque Principum legationes ad congratulationem et oboedientiam. Famae miraculosa celeritas.| pag. 56 &pag. 57 [...]

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

1. Indledning

I århundreder var Tyrkiet Europas Store Anden, som historikere har påpeget1. Det fascinerede os med hele den tiltrækning som Orienten og ikke mindst den Nære Orient, altid har udøvet på Vesten. Og det skræmte os som militærmagt i fuld ekspansion og som trussel imod den vestlige, kristne civilisation. Europas respons måtte naturligt være militært og op til 1500-tallet lige så naturligt tage form af et korstog. I humanisternes periode smelter tyrkerlitteraturen faktisk sammen med den klassiske korstogslitteratur.

Den europæiske frygt for Tyrkiet kulminerede omkring 1453, da osmannerne indtog Konstantinopel. I det år opholdt sieneseren Æneas Silvius Piccolomini sig endnu ved kejserhoffet i Østrig. Han var dengang en af Europas mest erfarne og respekterede diplomater og stod både i kejserrigets og pavestolens tjeneste. Han var samtidig en af århundredets mest produktive forfattere – i alle genrer – og en fremragende taler af internationalt format. Han var slået ind på en gejstlig karriere i 1446, der i lyntempo førte ham fra bispesæderne i Trieste og Siena, over kardinalsværdigheden til pavetronen i 1458. Han døde seks år efter i Ancona på vejen til sit korstog mod

tyrkerne.


[Ill. a: Paolo Romanos buste af Pius II]

På billedet ser man billedhuggeren Paolo Romanos buste af Pius II, der i dag står i en

af pavepaladsets sale.

Æneas Silvius Piccolomini adskilte sig fra den øvrige gruppe, som vi betegner som humanister, ved at han var en handlingens mand. Han var ikke en studiekammerlærd, der oversatte græske værker til latin, hengav sig til detailstudier af klassiske filologiske problemer, eller underviste en generation af studerende. Utrættelig og uafladelig var han beskæftiget med baselerkonciliet og sidenhen kejserriget og pavestolens politiske og administrative affærer og rejste Italien og Mellemeuropa tyndt i diplomatiske ærinder. Men han var humanist i den forstand, at han fuldt ud delte den kulturelle tilbagevenden til den klassiske litteratur, anvendte sine retoriske og stilistiske evner i magtens tjeneste, og deltog med liv og lyst i samtidens store

1

l face à l’Islam. Paris, 1982


debatter. Og så skrev han uafladelig, helst om historiske, politiske og geografiske emner.

En af samtidens største debatter var tyrkerdebatten, og humanisterne var de flittigste deltagere i denne debat, så meget at korstogslitteraturen blev af de vigtigste litterære genrer i 1400-tallet2.

Forskerne diskuterer, hvordan humanisternes korstogsdiskurs adskilte sig fra middelalderens. James Hankins har påvist, at den humanistiske i modsætning til den middelalderlige var præget af verdslige forfattere, klassisk retorik og af politiske og militære formål mere end religiøse værdier. Og efter 1453 var det nye fokus Konstantinopel og tyrkerne, ikke Jerusalem og saracenerne. Men Fabian Fischer anfører herimod, at nok var den humanistiske korstogslitteratur mere verdslig end den middelalderlige, men den stod dog ikke i klar modsætning til den traditionelle korstogspropaganda3.

Tyrker- og korstogssagen var nødvendigvis en af de store sager for kejserriget og pavestolen. Som højtstående embedsmand, talsmand og diplomatisk forhandler både for kejser og paver måtte Piccolomini i embeds medfør efter 1453 nærmest permanent beskæftige sig med korstogssagen, og han udviklede sig efterhånden til specialist på området. En ikke ubetydelig del af hans taler og breve og andre værker beskæftigede sig med dette spørgsmål under fuld udfoldelse af stort retorisk talent. Han anses som en af sin samtid største, hvis ikke den største, taler og propagandist, og hans bidrag til korstogs- og tyrkerlitteraturen har derfor en central plads i den humanistiske tyrkerlitteratur4 og kom i høj grad til at præge denne5.

Som pave blev Pius II med Hankins udtryk den største korstogspave i det 15. århundrede, og med pavestolen som platform kunne Piccolomini/Pius hæve tyrker- og korstogsdiskursen op i et niveau, som næppe siden er overgået. Jeg tænker her på de to højretoriske pavebuller Vocavit nos Pius fra november 1458 med indkaldelse til kongressen (i Mantova) og korstogsbullen Ezechielis fra oktober 1463.6

Man har drøftet Piccolomini/Pius’ tyrkerdiskurs som beslægtet med hans udvikling af begrebet om Europa som en geopolitisk, verdslig enhed i modsætning til


2 Fischer, pp. 26 sqq.

3 Hankins, pp. 115 sqq.; herimod Fischer, p. 27

4 Hankins

5 Fischer, p. 5, 30

6 Helmrath, p. 96


4


middelalderens begreb om Christianitas som stort set sammenfaldende med den kristne verden, som islam og senest tyrkerne havde trængt sammen i Europa. Ganske vist var Piccolomini en fornyer i sin evne til at anlægge en geopolitisk vinkel på sin samtids historie og geografi, men det er min egen opfattelse, at han mestendels anvendte begrebet Europa som en rent geografisk term, overtaget fra antikken, sammen med Asien og Afrika, der tilsammen udgjorde den kendte verden … på trods af det berømte sted fra en af Piccolominis taler til en tysk rigsdag: ”Europa, id est patria, domus propria, sedes nostra”! At tillægge Piccolomini et ”stort” Europa- begreb er formentlig en anakronisme, og jeg tøver med at tillægge hans tyrkerdiskurs en funktion i udviklingen af hans eget Europa-begreb7.

I det følgende vil jeg for det første behandle Pius IIs generelle billede af tyrkerne. Derefter vil jeg komme ind på hans opfattelse af faren fra tyrkerne og især fokusere på spørgsmålet, om hans opfattelse af denne fare var realistisk og oprigtig. Herefter går jeg videre til korstoget, som er en af de store røde tråde i hans senere karriere. Til sidst skal vi se på hans overraskende forsøg på at tænke en ikke-militær vej ud af konflikten. Og afsluttende giver jeg min personlige vurdering af Pius’ engagement i tyrkersagen.

I det følgende har jeg valgt i høj grad, at lade Pius selv komme til orde. Ingen kan sige hans forhold til tyrkerne bedre end ham selv.8

Og først til Pius’ tyrkerbillede:


2. Pius IIs tyrkerbillede

For Piccolomini/Pius var tyrkerne primitive barbarer9 og vantro muhamedanere, og den største tyrk – også i disse henseender – var selvfølgelig sultan Mehmed II, der indtog Konstantinopel og derefter fik tilnavnet Erobreren.


7 Fischer, pp. 77 sqq.; se også Hankins, pp. 124-124

8 Et systematisk overblik over tyrkertemaet i Piccolomini/Pius’ værk gives af Helmrath: Pius, p. 89 ss.

9 Helmrath: Pius, p. 104-106; Fischer, pp. 73-77; Hankins, p. 121


5


I sin tale til rigsdagen i Regensburg i 1454, den første af de tre – alle lige resultatløse

– tyske tyrkerrigsdage - sagde Piccolomini:


”Selvom tyrkerne i århundreder har levet i et smukt land under milde himmelstrøg og har opnået en vis kultur, så har de stadig bevaret en del af deres tidligere stinkende grovhed (deformitas) og har endnu ikke afvasket al barbari. De spiser stadig kød af heste og rovfugle, hengiver sig til seksuelle udskejelser og grusomhed, hader litteratur og dannelse (litterae) og forfølger dem, der studerer de humane videnskaber (studia humanitatis).” 10


For den højtkultiverede Piccolomini måtte ærkefjendebilledet rumme både primitivitet, grusomhed og mangel på dannelse og lærdom11.

Tyrkernes grusomhed og fjendtlighed over for dannelse er hovedtemaer i Piccolominis skildring af Konstantinopels fald12. Denne skildring lever fuldt ud op til det klassiske topos om den erobrede by (urbs capta)13, men den hviler solidt på beretninger modtaget ved kejserhoffet i Wien. Dramaet har i høj grad fået sit, men grundlæggende er det en rimelig skildring af ødelæggelsen af et af verdens store steder og et uhyrligt blodbad, beskrevet i samme tale14:

[Ill. b: Tyrkernes belejring af Konstantinopel, 1453. Bibl. Nat.]

”Helt uden årsag erklærede Mehmed grækerne krig. Han belejrede Konstantinopel, og da byen blev dårligt forsvaret, erobrede han den. Her blev grækernes kejser, Konstantin, dræbt, medens han personligt og med ypperligt mod kæmpede i sit fædrelands yderste fare. Hans hoved blev sat på en stage og sat til offentlig beskuelse. Et frygteligt blodbad på grækerne udspillede sig. Tyrkerne dræber ikke bare dem, der forsøger at forsvare sig, men også dem, der har kastet våbnene til side og overgiver sig. Jeg laster ikke tyrkerne for, at de i indtrængningens første vildskab


10 Pius II: Orationes, bd. 1, p. 269. Se også hans De Asia, afsnit 100; Fischer, pp. 58 sqq.

11 Hankins, pp. 121 sqq.

12 In Europe “The image of their [the turks’] implacable cruelty had been formed and reinformed over almost three generations” before the fall of Constantinople, i.e. since the battle of Nicopolis in 1396. Wheatcroft, p. 5

13 Helmrath: Pius, p. 105

14 Se også Crivelli, pp. 55 sqq.


6


huggede mange mænd ned. Men jeg føler den dybeste afsky ved, at da først byen var erobret, våbnene lagt til side, og borgerne kastet i lænker, først da udfoldede de den største vildskab, da blev børnene dræbt for øjnene af deres forældre, da blev adelsmændene hugget ned som vilddyr, præsterne sønderrevet, munkene torteret til døde, nonnerne skændet, mødrene og de unge fruer voldtaget. Oh, du stakkels by! Oh, du ulykkelige folk! Oh, du forbryderiske Mehmed! Hvem kan holde tårerne tilbage, når dette bliver fortalt? Overalt lyder der klager, overalt ser man mord, blod og lig. … Vor Guds templer overgives til den falske profet15, de guddommelige altre brydes ned, benene af martyrerne og helgener, som nu råder sammen Kristus i himlen, kastes for svin og hunde, statuerne smadres og billederne ødelægges. Selv ikke Gudsmoder, Himmeldronningen, den herlige jomfru Marias billede skånes. Ja selv vor korsfæstede Frelsers billede føres under skrig og råben og spot og larmende musik fra trompeter og pauker til lejren, hvor det skændes, bespyttes og svines til. Oh, utilgivelige forbrydelse! Oh, skændsel for det kristne folk! Oh, evige skam for vort ry! Det tegn, under hvilket vi er blevet frelst, blev skændet af tyrkernes afskyelige folkeslag …”16


Og så fremdeles. Steven Runciman gør opmærksom på, at erobringen af Konstantinopel skal have holdt sig inden for den islamiske traditions forskrifter vedrørende behandlingen af overvundne folk: i tilfælde af byer, der ikke vil kapitulere, men indtages ved stormangreb har erobrerne ret til tre dages ubegrænset plyndring17. Om tyrkerne i denne sammenhæng har optrådt specielt grusomt – og mere grusomt end vesterlændingene selv i lignende tilfælde – kan det være svært at bedømme på grundlag af de eksisterende kilder.

Senere i talen kommer vi til en tragedie af en anden orden:


”Efter at kejserdømmet overgik til jer, tyskere, blev Konstantinopel ofte indtaget og udplyndret. Men aldrig eller kun ganske kort kom den i Kristi fjenders magt. Aldrig før blev basilikaerne ødelagt, aldrig før blev


15 Muhammed

16 Pius II: Orationes, p. 267

17 Runciman, p. 145


7


bibliotekerne brændt, aldrig før blev klostrene lagt øde, aldrig før blev de hellige ting tilintetgjort. Indtil vor tid forblev Konstantinopel et monument over den klassiske visdom. Medens det var hjemstedet for dannelse og kultur og en fæstning for den høje filosofi, blev ingen latiner accepteret som lærd, hvis ikke han havde studeret nogen tid i Konstantinopel. Medens det gamle Rom blomstrede, var det Athen der smykkede sig af at være lærdommens sæde. På samme måde var det med Konstantinopel i vor tid, og det var dér, at vi latinere fik så mange bøger af de gamle vismænd og håbede at få flere i fremtiden. Men nu da tyrkerne har sejret og overtaget alt, hvad det græske rige havde, så frygter jeg, at det er ude med den græske kultur og lærdom.”18


Konstantinopels fald var en politisk og humanitær ulykke, men – endnu mere – var det, i hvert fald for humanisterne, en kulturel katastrofe. Grundimpulsen til den nye humanistiske, jeg tør sige europæiske kulturudvikling, var en tilbagevenden til den klassiske kultur, der hvilede på græsk filosofi og litteratur. Tyrkernes udslettelse af Konstantinopel og af den græske kultur blev derfor oplevet som en fatal og tragisk ødelæggelse af selve humanismens fundament.

Billedet af tyrkernes grusomhed personificeres fuldstændigt af deres sultan, Mehmed II19. Om hans opførsel under erobringen af Konstantinopel siger Piccolomini i talen

– med et klart citat fra Æneiden20:


”Mehmeds ansigt er fortrukket, hans øjne vilde, hans stemme frygtindgydende, hans ord grusomme, hans gestus skrækindjagende. Han kræver mord, og snart befaler han, at denne og snart hin skal dræbes.

Han vasker hænderne i de kristnes blod, han skænder alt, han besudler alt.”21


18 Pius II: Orationes, pp. 268-269

19 Helmrath: Pius, p. 109-117; Fischer, pp. 62-64

20 Vergil: Æneiden, II, 495-502

21 Pius II: Orationes, p. 267


8


Skildringen af den skrækkelige sultan skal selvfølgelig understøtte talerens bestræbelse på at skræmme de lyttende fyrster til at gå i krig.

Man vidste dog godt i Vesten, at Mehmed var andet end en vild og grusom barbar. En del vesterlændinge har været i direkte eller ret direkte kontakt med Mehmed og deres beretninger giver et mere nuanceret billede af ham end som grusom ødelægger[.

[Ill. c: Gentile Bellinis portræt af Mehmed II]

Dette portræt af Mehmed er formentlig malet af den venetianske maler, Gentile Bellini, da han opholdt sig ved sultanens hof i Konstantinopel i 1479.

Piccolomini kender til disse eller i hvert én af disse beretninger22, og han giver selv i den store tale følgende personbeskrivelse af Mehmed:


”Da mange tilsyneladende tror, at Mehmed herefter vil forholde sig i ro og slet ikke har så travlt, som jeg siger, skal jeg meddele jer noget om denne mands karakter og natur, som jeg har selv har hørt fra folk, der har haft personlig omgang med ham i nogen tid. Dermed kan I bedre vide, hvad vi kan håbe eller frygte. Mehmed er en ung mand på 24 år. Han er barsk og ærgerrig, stærk og udholdende, og ikke meget for vin og festmåltider. Ligesom sit folk er han sensuel, men han hensmægter ikke blandt kvinder, skyr dans, undgår salver, og klæder sig sjældent i luksus. Han holder sig væk fra sang og musik, han opdrætter hverken hunde eller fugle, hans eneste lyst er våbenfærdighed. Han respekterer militærfolk, og elsker heste. Han foretrækker skibe, stridsvogne og krigsmaskiner frem for smukke kvinder. Han ringeagter litteratur som sådan, men han hører meget gerne om de gamles bedrifter. Han sætter Julius Cæsar og Alexander højere end alle andre og stræber efter at overgå selv disse to mænds herlige bedrifter. … Han er fuld af barbarisk dristighed og asiatisk overmod og tvivler ikke på, at han kan underkaste sig Rom. I adelsfolk,


22 Formentlig hidrørende fra NiccolòSagundino, hvis værk om tyrkerne , ….., er skrevet på bestilling af kardinal Piccolomini og er en af denne hovedkilder til viden om tyrkerne, jf. iøvrigt Helmrath: Pius, p. 112


9


sådan er jeres fjende! Overvej nu, om det er sandsynligt, at en sådan natur falder til ro.”23


En interessant mand, denne Mehmed, og ikke en rå barbar – men konklusionen er klar: her er en erobrer, der ikke helmer, førend han har indtaget hele verden. Vær bange, Europa, vær meget bange!

Til tyrkerbilledet hører også spørgsmålet om tyrkernes oprindelse24. Humanisterne diskuterede livligt, om tyrkerne var efterkommere af trojanerne (Teucri) eller om det var en barbarisk stamme udefra. Diskussionen var vigtig, fordi denne tidsalder havde en indgroet forestilling om, at oprindelse definerer natur. Humanisterne – og lærde folk før dem – konstruerede derfor mange genealogier for folkeslag og slægter, der skulle vise deres fornemhed og betydning. I sine unge dage gjorde Piccolomini sig lystig over disse indlysende og uholdbare fantasier, men senere kom han selv med på vognen, og som pave holdt han sig ikke tilbage fra at kolportere fantasifulde genealogier både for sin egen slægt og for europæiske fyrstehuse, hvis ambassadører han modtog.

Den vigtigste af disse genealogier drejede sig om romernes nedstamning fra Troja. Den er ganske vist ikke opfundet af humanisterne, men af selveste Vergil, Pius’ klassiske digterforbillede. I vores sammenhæng har denne genealogi den interessante politiske betydning, at romernes erobring af Grækenland var en legitim gengældelse for grækernes indtagelse af Troja, og hvis tyrkerne ligesom romerne var efterkommere af trojanerne var de ikke blot romernes og dermed italienernes og vesterlændingenes slægtninge, men deres erobring af det byzantinske kejserrige var ligesom romernes indtagelse af Grækenland en legitim gengældelse. Det var der humanister, der fremførte i fuldt alvor.

Pius selv mente tilsyneladende i sin ungdom, at der var noget om tesen. I hvert fald påstod han i en tale til koncilsfædrene i Basel i 1436, at hertugfamilien i Milano, huset Visconti, var beslægtet med tyrkerne – implicit på grund af hertughusets ligeledes nedstamning fra trojanerne25. Senere hen kunne Piccolomini/Pius hverken af historiske eller politiske grunde acceptere denne genealogiske fantasi, men identificerede tyrkerne som et skytisk folkeslag. Det er ganske heller ikke rigtigt, men


23 Pius II: Orationes, p. 281-282

24 Helmrath: Pius, p. 106-109; Schwoebel, pp. 70-72; Fischer, pp. 68-72; Hankins, pp. 135-144

25 Pius II: Orationes, p. 11


10


i betragtning af at skyterne i oldtiden nærmest stod for det generiske barbarfolkeslag, var det dog et bedre forsøg, især hvis man tager i betragtning, hvilken viden – eller hvor lidt viden - historikerne i 1400-tallet kunne have om dette emne.


3. Tyrkerfaren


Vi har nu set på Piccolominis generelle tyrkerbillede. Inden vi går videre til hans korstog skal vi uddybe dette billede med hensyn til billedet af tyrkerne som farlige. Udgjorde tyrkerne reelt en fare for Europa og for Kirken. Var det et problem, som humanisterne skabte ved at italesætte det? Var det et trick som pavestolen anvendte for at fylde sine skatkister? Var det en marginalrisiko, som helt urimeligt antog katastrofeproportioner i en gammel, bange mands?

Lad os se på de faktiske omstændigheder (jeg begrænser mig til ekspansionen imod Europa og forbigår den meget store ekspansion mod Asien og Afrika, samt de nederlag tyrkerne led i denne proces)26:

Omkring 1300-tallet brød seljuk-riget i Lilleasien sammen og blev opdelt i en række småstater, Ghazi-staterne

En af disse stater havde som leder Osman den I, der udvidede sit rige i retning mod det byzantinske kejserrige

I det følgende århundrede ekspanderede det osmaniske rige imod det østlige middelhav og Balkan

I 1387 blev Thessaloniki erobret fra venetianerne


26 Crivelli, p. 26 ss.; Fischer, pp. 9 sqq.


11


I 1394 blev en vestlig koalitionskorstogshær så eftertrykkeligt slået ved Nicopolis, at der sidenhen var der ikke megen begejstring at spore for fælles europæiske felttog imod tyrkerne27.

I 1430 blev store dele af Balkan erobret og Serbien blev indlemmet i riget i 1439.

I 1444 blev et polsk-ungarsk felttog slået ved Varna. Den unge polske konge og kardinallegaten omkom.

I 1453 erobrede Mehmed II så Konstantinopel.

[Ill. d: Det osmanniske riges ekspansion]

Dette kort viser det osmanniske riges ekspansion. …, og hvordan den kristne religion efterhånden var blevet trængt samt i et hjørne af verden, Europa (”in angulum Europae redactus”).28

Med indtagelsen af Konstantinopel havde den osmanniske herskerslægt fået opfyldt deres længe og heftigt nærede ønske: sultanen var nu fuldt ud hersker over det østromerske rige, sultan i-Rum29, og osmannerne anså sig hermed som arvtagere af det gamle romerske rige inclusive dets europæiske dele.

Havde de så slået sig til tåls hermed? Kunne Europa ånde lettet op, fordi osmannerne nu havde nået deres mål?

Der var en del, der håbede på det, men paverne vurderede klart, at erobringen af Konstantinopel kun var det næste skridt imod erobringen af Europa. Samtiden var enig30, og moderne historikere giver dem ret. Således skriver Andrew Wheatcroft, at tyrkerne ikke havde opfyldt deres europæiske ambitioner med erobringerne i det 14. og 15. århundrede: på det ene side var det sultanens pligt at udbrede Islam gennem hellig krig, og på den anden side ønskede huset Osman at gøre sultantitlen til

virkelighed. Khanernes Khan, Shah’ernes Shah, Herrernes Herre skulle herske over alle andre herskere, også de europæiske.

Mehmed-specialisten, Franz Babinger, citerer en samtidig vestlig kilde, der med basis i en øjenvidneskildring gengiver følgende udtalelser af Mehmed II: ”I dag,


27 Fischer, p. 21

28 Pius II: Orationes, Vol. I, p. 166

29 En titel, som de osmanniske sultaner havde ført siden Murad I. Rum betyder det romerske rige, som osmannerne mener tilhører dem i kraft af erobring. Wheatcroft, p. 6, 85, 99

30 Fischer, pp. 13 sqq.


12


siger han, er tiderne skiftet. Tidligere drog vesterlændingene i felttog mod Østen. Selv vil han nu drage mod Vesten. Han siger, at der kun kan være ét kejserrige, én tro, og en suveræn statsmagt i verden.”

Babinger konkluderede, at disse bemærkninger, som må være faldet kort tid efter Konstantinopels fald, kaster et klart lys over Mehmeds politiske mål, nemlig underkastelsen af Vesten.31

De senere begivenheder gav i hvert fald paverne fuldstændig ret.

I Pius’ egen regeringstid erobrede Mehmed despotatet Morea på Peloponnes, og Bosnien faldt.

Efter Pius død, gjorde tyrkerne i gennem en længere årrække indfald i det sydlige habsburgske rige, Albanien faldt i 1481, den venetianske besiddelse Negroponte (Euboia) blev indtaget i 1470, og pavernes største mareridt, en tyrkisk invasion af Italien, blev til virkelighed ved Otranto i Syditalien i 1480. Det meste af Ungarn blev erobret i 1526, og flere århundreders væbnet konflikt mellem det habsburgske rige og det osmanniske sluttede først i 1684, da den tyrkiske krigsmaskine endelig og definitivt blev standset under sin tredje belejring af Wien.

Det må konkluderes, at paverne i almindelighed og Pius i særdeleshed, kan have haft forskellige grunde til at prædike tyrkerkorstog, men grundlæggende var deres vurdering af tyrkerfaren helt oprigtig32, reel og baseret på faktiske forhold.

Historikeren Andrew Wheatcroft får det sidste ord om dette forhold: ”Osmannerne udfordrede hele Europa: som militærmagt, politisk kraft og som konkurrerende religiøs tro.”33

Piccolomini arbejder selv med alle tre temaer, men han tilføjer, som vi har set, et fjerde: den kulturelle konflikt34, the clash of civilizations. Det var nok med urette, at han troede, at tyrkerne ville udslette den antikke litteratur, men selvom han anlagde en lidt snæver litterær dannelsesmæssig synsvinkel, må man alligevel give ham medhold i også at pege på dette aspekt af den tyrkisk/europæiske konflikt. Der var fundamentale kulturelle modsætninger imellem østlig, islamisk kultur og vestlig, kristen kultur – dengang.


31 Babinger, p. 112

32 Schwoebel, p. 73; se herimod Southern, p. 90

33 Wheatcroft, p. 34

34 Schwoebel, p. 73


13


Om der stadig er det i dag, og om det er relevant for Huntingtons tese om religiøse og kulturelle identiteter som kilde til verdens konflikter, falder uden for mit emne, men det er alligevel interessant i sammenhængen.


4. Korstoget


Korstogsbevægelsen opstod, som man ved, da pave Urban II i 1095 i Clermont prædikede korstog for at generobre den hellige by, Jerusalem, og et begejstret Europa sluttede op om tanken. Igennem århundrederne afløste det ene korstog det andet, mange rettet imod Islam, men også mange mod ikke-kristne eller kættere i Europa. Indsamlingen af penge til korstogene blev nærmest en permanent måde at rejse penge for paverne og de verdslige fyrster, der fik en del af indtægterne, og begge parter brugte den jævnligt til andre formål.

Ved midten af 1400-tallet var de europæiske fyrster og befolkninger rimeligt trætte af korstogstanken og ikke mindst korstogsindsamlingerne. Sammenkædningen af indsamlingerne med aflad kunne dog stadig formå mange til at give et bidrag, og store begivenheder som katastrofen i Konstantinopel havde fortsat magt til at bevæge sindene og stemme til korstog35.

Pius´ billede af tyrkerne var ikke en akademisk konstruktion, men en rodfæstet overbevisning, der nødvendigvis måtte omsættes i handling36. Beskæftigelse med tyrkerne og korstog kom til at præge hele hans offentlige karriereforløb og er en af de tykke røde tråde igennem hans liv.

Det begyndte med talen, Audivi, som han holdt som ung mand i december 1436 til konciliet i Basel. Her sagde han:


35 Hankins, p. 114; Bisaha, Pope

36 Fischer, p. 49, 57


14


”Stort er tyrkernes imperium. Disse asiaters magt er umådelig og deres rigdomme blomstrende. De har udstrakt deres rige fra Asien til Europa og har indtaget Grækenland, som om de skulle hævne Trojas ødelæggelse.

At fordrive dem fra Grækenland er ikke en opgave for en enkelt by eller en enkelt stat, men for hele kristenheden.”


Her er allerede Pius’ program i støbeskeen. Hele Europa skal stå sammen om at fordrive tyrkerne fra det græske rige. Det er et politisk og militært tema, der er hverken tale om religion eller Jerusalem. Ideen om tyrkerne som Trojas hævnere er interessant, fordi den normalt fremførtes af dem, som mente, at tyrkerne var trojanernes efterkommere, en ide som Piccolomini senere skulle vende sig stærkt imod, som vi har set.

Som kejserlig og pavelig diplomat, orator i humanisternes terminologi, skulle han senere tale om tyrkertemaet foran fyrster og, men først med Konstantinopels fald blev tyrkerne og korstoget hovedtemaet i hans oratoriske og diplomatiske virksomhed.

Hans tyrkertaler på de tre tyske tyrkerrigsdage i 1453-1454 var blændende retorik37. De velstrukturerede og højstemte taler om korstogets berettigelse (justitia), gennemførlighed (facilitas), og nytte (utilitas) fandt stor udbredelse igennem afskrifter. De havde dog ikke stor virkning, og Piccolomini måtte med tiltagende frustration konstatere, at selvom kejseren selv og de europæiske fyrster – heriblandt også den danske konge – i ord støttede korstogstanken, var de alle involveret i konflikter, der forhindrede deres effektive deltagelse. Herom skriver han desillusioneret i et brev fra 1454 til sin ven, sieneseren Leonardo Benvoglienti:


”Du spørger mig, hvad jeg mener, og hvad jeg tror, der vil ske. Gid min mening er forkert, og at jeg spår falsk snarere end sandt. Men lad mig da sige, hvad jeg forudser. Jeg tør ikke regne med, at det jeg håber på, vil ske: jeg kan overhovedet ikke overbevise mig selv om et positivt udfald. ”Hvorfor ikke?”, spørger du. Tjah, hvorfor skulle jeg håbe på noget godt. Kristenheden har ikke noget overhoved, som alle vil adlyde. Man giver hverken paven eller kejseren, hvad der er deres. Der er ingen


37 Helmrath: Reichstagsreden


15


ærbødighed, ingen lydighed. De er som tomme navne og malede hoveder. Det er den respekt, vi viser paven og kejseren. Hver by har sin egen konge. Der er lige så mange herrer, som der er huse. Hvordan kan man overbevise alle de overhoveder, der styrer den kristne verden, om, at de skal gribe til våben?”38


Fire år efter, i september 1458, blev han så valgt til pave, og dermed havde han endelig fået en stor platform til at føre sine tanker ud i livet39. Han havde jo allerede siden 1436 ment, at fordrivelsen af tyrkerne fra Europa var en opgave for hele Kristenheden. Da kejser Friedrich III helt indlysende ikke ville leve op til ansvar i denne sag, måtte Pius leve op til sit40 og indkaldte kort efter sit valg til pave alle de kristne fyrster til kongres i Norditalien – senere præciseret til Mantova - for at drøfte og tilrettelægge et korstog imod tyrkerne41.

[Ill. e: Pintoricchio-freske fra Biblioteca Piccolominea: Pius II på konciliet i Mantova]

Han stod ret alene med dette forehavende. De ældre, magtfulde kardinaler rystede på hovedet, og fyrsterne kom ikke selv til stede, men sendte ligesom de italienske stater vrangvilligt deres ambassadører af sted med valne og bagstræberiske instrukser.

Fra den store åbningstale til kongressen, Cum bellum hodie, skal vi høre følgende:


”Oh ædle hertuger, markgrever, grever, kongernes og fyrsternes ambassadører, lad Vore ord belære jer, røre jer, opildne jer, for det er jer, der skal gribe til våben, ikke for at bekæmpe hinanden, men for at forsvare Kirken, religionen og den kristne tro fra barbarernes og de vantros angreb. Magten bærer sværdet, siger Paulus, for at straffe de onde og belønne de gode. I ser, hvilken situation og hvilken fare vi står i, og hvor stærkt vi presses og angribes af tyrkerne. Hvis ikke I griber til



38 Müller, Vol. I, p. 484

39 Schwoebel, C. III, pp. 57-77

40 Helmrath: Pius, p. 81

41 Helmrath,: Pius, pp. 117-124; Crivelli, pp. 79 sqq; Fischer, pp. 37 sqq


16


våben og slår deres angreb tilbage, så er der ingen tvivl om, at evangeliets lov og hele vor religion vil gå til grunde.”42


For en pave måtte den vigtigste grund til et korstog naturligvis være forsvaret af den kristne religion, og dette var hovedtemaet i Pius’ tyrkerdiskurs, efter at han blev valgt til pave43. At der kunne være og var andre grunde – for eksempel genopbygning af pavestolens magt og autoritet, fratager ikke dette hovedmotiv sin gyldighed.44

Fyrsterne kunne selvfølgelig håbe på, at Mehmed vil stille sig tilfreds med erobringen af Konstantinopel, men nej, sagde Pius:


”Opgiv dette håb. Han vil ikke lægge våbnene fra sig førend han er besejret eller selv har sejret over alle. Enhver sejr vil være udgangspunktet for den næste sejr, indtil alle vestens konger er overvundet, Kristi evangelium ødelagt og Muhammeds lov er indført overalt.”


Og fyrsterne skal ikke tro, at det kun er religionen, der er i fare:


”Tro Os, fyrster, tro Os! Der er ingen grund til at nære illusioner, der er ingen grund til at vente med at gribe til våben. Hvis I vil beholde jeres agre, jeres arner, jeres børn, jeres hustruer, jeres frihed, jeres tro, som I er døbt i, så må I gå i krig.”45


Men de ville ikke46. De kunne altid håbe, at frontliniestaterne – og da gerne pavestaten med, selvfølgelig, ville tage kampen op og sejre over tyrkerne, og hvis de i denne kamp udmarvede sig selv og opbrugte deres ressourcer, så ville det da være så


42 Pius II: Orationes, Vol. I, p. 10

43 Bisaha: Pope, pp. 43 sqq.

44 Schwoebel, p. 60

45 Pius II: Orationes, p. 16

46 Schwoebel, p. 33-34; Runciman, p. 179


17


meget desto bedre. Huset Habsburg havde stor interesse i, at kongemagten i Ungarn blev svækket, Frankrig ville have glæde af, at det rivaliserende spanske herskerhus i Syditalien ville forbløde, og det det samme mente stort set alle de italienske stater om det mægtige og frygtede Venedig.

Så det endte netop med en alliance mellem de tre frontliniestater, Ungarn, Venedig og Pavestaten samt Bourgogne. Selv ikke kongeriget Napoli gik med. Pius håbede længe, at hertugen af Bourgogne, Filip den gode, ville stille sig i spidsen for korstoget, som han havde lovet, og trække de andre fyrster med sig, men den – ærligt talt svækkede gamle mand - holdt ikke ord. Ingen andre ville tage hans plads, heller ikke pavens allierede, hertugen af Milano, eller hans gode ven, markgreven af Brandenburg, den tyske Achilles, som Pius kaldte ham. Til sidst måtte paven i sin kvide og drevet af den ubønhørlige logik i den proces, han selv havde skabt, stille sig personligt i spidsen for korstoget47.

I en bemærkelsesværdig tale til sine kardinaler, Sextus igitur annus, gjorde han rede for, hvorfor han først nu – fire år efter kongressen i Mantova – kunne tage tyrkersagen op igen. Om det store spørgsmål: hvor pengene til krigen skulle komme fra, sagde han følgende:


”Vi kan høre jer hviske: ”Hvis du synes krigen er så vanskelig, hvad håber du så på, når du drager af sted uden tilstrækkelige styrker?” Det kommer Vi til nu. En uundgåelig krig med tyrkerne nærmer sig faretruende. Hvis ikke vi griber til våben og går fjenden i møde, så tror Vi, at det er ude med religionen. Vi vil leve blandt tyrkerne, ligesom vi ser jøderne leve blandt de kristne: som et foragtet folkefærd. Hvis ikke vi går i krig, er vi vanærede. Men man kan ikke føre krig uden penge, hvor skal vi få dem fra? ”Fra de troende kristne,” vil I svare. Vi presser på: Hvordan det? Alle veje er forsøgt. Ingen har svaret på Vor bøn. Vi indkaldte til kongressen i Mantova: hvad kom der ud af det? Vi har sendt legater til landene: de blevet hånet og gjort til latter! Vi pålagde gejstligheden en tiende: man fulgte tidligere tiders skadelige fortilfælde og appellerede til et fremtidigt koncil! Vi har sendt prædikanter for at forkynde aflad: man sagde, at det var en manøvre for at presse penge ud af folk og et påfund fra en pengegrisk kurie! Uanset hvad Vi gør, opfatter folk det negativt. Vi er i samme situation som banker, der har mistet folks


47 Fischer, pp. 43 sqq.


18


tillid: Vi har ikke mere kredit! Man ser ned på præsteskabet og selve ordet ”gejstlig” er vanæret. Man siger, at vi lever i luksus, at vi puger penge sammen, at vi er slaver af ambition, at vi rider på velnærede muldyr og fornemme heste, at vi bærer dragter med brede bræmmer, at vi går gennem Byen med udspilede kinder under den røde hat og iført vide gevandter, at vi opdrætter jagthunde, at vi øser penge ud på skuespillere og snyltegæster, medens vi intet giver til religionens forsvar. Og det er ikke helt forkert: der er mange blandt kardinalerne og de øvrige kurialer, der opfører sig sådan. Hvis vi skal være ærlige, så er der for megen luksus og pragt i Vor kurie. Derfor hader folket os, og selv om det, vi siger, er sandt, lytter man ikke til os.

Hvad synes I, Vi skal stille op over for denne stædige modstand? Bør Vi ikke forsøge at finde en måde at genvinde den tabte tillid? Hertil vil I spørge: ”Hvilken vej fører os dertil?” Ja, det er i hvert fald ikke en vej, som er blevet brugt i vor tid. Vi må opsøge veje, der ikke er blevet brugt i lang tid.”48


Denne realistiske og sørgelige status over kirkens og højgejstlighedens moralske armod følges af en bevægende appel til kardinalerne om at genfinde urkirkens begejstring og fromhed og at følge i martyrernes og bekendernes fodspor.

Men stadig er spørgsmålet: hvad skal vi gøre konkret?

Og svaret: Paven stiller sig personligt i spidsen for korstoget49:


”Vi bør være villige til at tåle alle lidelser for at frelse den hjord, som er betroet os, ja selv med livet som indsats. Tyrkerne hærger den ene kristne provins efter den anden. Bosnien er blevet erobret i år og kongen dræbt. Ungarerne skælver af rædsel, og det samme gør alle deres naboer. Hvad skal Vi gøre? Skal Vi sende dem væbnede styrker? Vi har ikke penge til at udruste dem. Men hvad skal Vi så gøre? Skal Vi opfordre kongerne til at gå imod tyrkerne og fordrive dem fra vore grænseområder? Det har vi allerede prøvet, men forgæves. Det er ikke nok at sige: ”Gå!” Måske er det bedre, hvis de hører Os sige ”Kom!” Det kan Vi i hvert fald prøve.


48 Pius II: Commentarii, 12. bog, afsnit 31

49 Bisaha: Pope, pp. 50 sqq.


19


Det er derfor Vor hensigt at drage i krig imod tyrkerne og både i ord og gerning at opfordre de kristne fyrster til at følge Os. Når de ser deres lærer og fader, paven, Jesu Kristi Stedfortræder, som er gammel og syg, drage i krig, vil de skamme sig over at blive hjemme. De vil gribe til våben og helhjertet tilslutte sig forsvaret af den hellige religion. Det er den eneste måde, Vi kan se, til at få de kristne til at gå i krig. Den har Vi besluttet os for. Vi ved, at det er en meget alvorlig sag for så gammel en mand som Os, og at Vi formentlig drager til den sikre død. Men heller ikke denne vil Vi vise fra Os. Vi lægger alt i Guds hænder, må Hans vilje ske.”


Alle sundene var lukket. Kun en vej stod tilbage: at sende en pavelig flåde imod tyrkerne, og selv at deltage. Det første havde man gjort før, det andet var aldrig sket tidligere. Det var selvfølgelig ikke andet end en gestus, formentlig tom, men pavens egen deltagelse gav den storhed.

Så, ukuelig, men dødssyg forlod paven Rom i sommeren 1464 og begav sig til Ancona. Undervejs fik man melding om, at en hob af jævne mennesker var kommet til fra Nordeuropa, heriblandt Danmark, for at deltage i korstoget, heriblandt Danmark, men de blev sendt hjem igen. Middelalderen var forbi, korstoget var en sag for professionelle50.

I Ancona måtte paven gå til sengs, og efter en kort dødskamp udåndede han, netop som de venetianske galejer, der skulle føre ham mod tyrkerne, dukkede op i horisonten.

[Ill. f: Pintoricchio-freske fra Biblioteca Piccolominea: Pius IIs død i Ancona]

Han døde i skuffelse og til alles lettelse - som martyr for sin egen store overbevisning og sit ukuelige håb.


50 Hankins, p. 114


20


5. Den anden vej: Brevet til Mehmed II

Af tidsmæssige grunde forbigår jeg her Pius IIs interessante brev til Mehmed II, men et er omtalt i den fulde tekst til dette foredrag.

For enhver, der har læst sig igennem Piccolomini/Pius’ breve og værker, er det ganske klart, at han var en fredens og de kultiverede syslers mand. Hans håndværk var diplomati, retorik og politik, ikke krig og militær. At han som pave blev indviklet i tre krige – to af dem på samme tid – er ikke et udtryk for hans personlige temperament, men for den hårde nødvendighed.

Det er på denne baggrund, at man skal forstå det ret bemærkelsesværdige skrift, Epistola ad Mahumetem51, brev til Mehmed, der menes skrevet til sultanen efter den resultatløse kongres i Mantova i 1459 og 1462, hvor planen om et personligt korstog begyndte at tage form52.

Ved pavehoffet fandtes en kardinal med kendskab til islam. Det var Nikolaus af Kues, der gik ind for fredelige og økumeniske løsninger.

Om det er ham og andre, ligesindede, f.eks. den lærde islam-specialist, Juan af Segovia53, der har påvirket paven til at skrive sit brev til Mehmed, kan man antage, men man ved det ikke54, man ved i det hele taget ret lidt om brevet, udover at det fandt stor udbredelse i Europa gennem afskrifter.

I hvert fald står det fast, at paven skrev et brev til sultanen, i hvilket han gjorde rede for sin opfattelse af forskellene mellem den kristne og den islamiske tro, og naturligvis konkluderede, at den kristne var den islamiske overlegen på alle punkter. Pavens billede af Islam afspejler den negative islam-opfattelse, der havde udviklet sig i Vesten i middelalderen55. Det kunne man selvfølgelig forvente. Den store overraskelse består i, at paven tilbød sultanen at foretage en ”translatio imperii” til Mehmed og hans slægt, således at dennes dynasti helt legitimt afløste det foregående byzantinske dynasti som herskere over det østromerske rige.



51 Pius II: Epistola

52 Helmrath: Pius, p. 124-127

53 Southern, p. 91sqq.

54 Schwoebel, p. 68; Hankins, p. 128

55 Den afspejler klart opfattelsen hos en islam-fjendtlig kardinal, …. de Torquemada.


21


Det hedder i brevet (afsnit 13-14):


”Hvis du vil udstrække din magt over de kristne og gøre dit navn herligt, behøver du hverken guld, våben, hære eller flåder. En lille ting, kan gøre dig til den mægtigste og fornemmeste blandt alle nulevende. Hvad er det, spørger du? Det er ikke svært at gætte, og det er ikke langt væk, men kan findes overalt: det er en smule vand, som du kan døbes med og derved bringes til de kristne riter og troen på evangeliet. Hvis du modtager dette, vil intet menneske i verden overgå dig i magt og ære. Vi vil kalde dig hersker over grækerne og over Østen. Du vil helt legitimt besidde det, som du nu har i kraft af vold og uretfærdighed. Alle kristne vil ære dig og gøre dig til dommer i deres sager. Der vil komme appeller til dig fra hele verden. Mange vil frivilligt underkaste sig dig, vil adlyde dine domstole, og betale skat til dig.”


Brevet blev formentlig aldrig sendt, og hvis det blev, har sultanen modtaget det med et foragteligt skuldertræk. Som vi har set det, betragtede Mehmed II sig allerede som legitim, romersk kejser, men legitimeringen var sket ved erobring og militær magt – som det var normalt og naturligt! Hvad paven i Rom mente om den sag, måtte være Mehmed ganske ligegyldigt.

For Pius – ligesom for Mehmed og samtiden i øvrigt – kunne der ikke være to verdensreligioner, der levede side om side i fred med hinanden. Som religiøs trussel måtte tyrkerne derfor bekæmpes med de midler, der fandtes. Men som politisk/militær trussel måtte den gamle diplomat alligevel kunne tillade sig et fromt håb om konfliktløsning ad forhandlingens og kompromisets vej.

Men til en forhandling kræves der to parter, og den anden var der bare ikke. Mehmeds mål var at erobre verden og skabe eet rige, én statsmagt og een religion – så brevet til Mehmed er nok forblevet en akademisk øvelse, og paven må have været klar over, det eneste forsvar imod den tyrkiske ekspansion var våbenmagt.


[Ill. h: Paolo Romano: Pius IIs gravmæle]


22


6. Slutning

En dybt interessant person og karriere, et fabelagtigt spændende vidnesbyrd om Europa i den midterste del af 1400-tallet, en gudbenådet diplomat og taler, en pave og et slægtsoverhoved, der havde held med mange af sine forehavender.

Men det store værk, korstoget imod tyrkerne, var en fiasko. Det virker ind imellem som om han reelt var den eneste, der troede på det.

Blev han svimmel, da han nåede toppen af den åndelige magt og ære, så han mistede fodfæstet i virkeligheden og blev ombølget af tågen fra en stor illusion?

Det er muligt, men det rimer ikke med hans almindelige skepsis og artikulerede skuffelse og klarsyn undervejs.

Min personlige overbevisning er, at denne kender af verden, denne klartseende specialist i politiske forhold, denne diplomatiske ”fikser”, denne realpolitiker, der havde set alt og hørt alt og ikke holdt sig for god til selv let blakkede kunstgreb, når han fandt det nødvendigt, og ikke mindst denne uforlignelige politiske og religiøse spindoktor, denne dybt verdslige mand, han blev indfanget i det net af store ideers logik, som han selv havde spundet, og bragt derud, hvor kun troen kunne bunde.

Til sidst var korstoget for ham blevet en personlig, religiøs handling. Det var utvivlsomt en fiasko, men det var en storslået fiasko.

Jeg tillader mig at afslutte med et Kierkegaard-citat:

”Ingen skal glemmes, der var stor i Verden; men Enhver var stor på sin Viis, og Enhver i Forhold til dets Storhed, han elskede. …

Enhver skal mindes, men enhver blev stor i Forhold til sin Forventning. …


23


Enhver skal mindes, men Enhver var stor i Forhold til dets Størrelse, han stred med.”56


56 Kirkegaard, Søren: Frygt og Bæven - Dialektisk Lyrik. In: Samlede Værker. København, Gyldendal, 1963, Bd. 5, p. 18


24


Bibliografi

Babinger, Franz: Mehmed the Conqueror and his time. Princeton, 1978

Bisaha, Nancy: Creating East and West - Renaissance Humanists and the Ottoman Turks. Philadelphia, 2004

Bisaha, Nancy:. In: N. Housley (ed.): Crusading in the fifteenth Century. Basingstoke

Pope Pius II. and the Crusade, 2004, pp. 39-52

Crivelli, Lodrisio: De expeditione Pii Papae II adversus turcos. [C. 1460-65.] A cura di G. Zimolo. Bologna, 1950. (Rerum Italicarum Scriptores; tom. XXIII, parte V)


Eysser, Rigomera: Papst Pius II und der kreuszug gegen die Tÿrken. Bucuresti, 1938. (Mélanges d’Histoire Générale; II)


Fischer, Fabian: Das Europabild des Humanisten und Papstes Enea Silvio Piccolomini/Pius II. 2007. (LMU-Publikationen / Geschichts- und Kunstwissenschaften; 25)

http://epub.ub.uni-muenchen.de/4329/1/Fabian_Fischer.pdf

Hankins, James: Renaissance crusaders – Humanist Crusade Literature in the Age of Mehmed II. In: Dumbarton Oaks Papers, 49(1995)111-207

Helmrath, Johannes: Pius II. und die Türken. In: B. Guthmüller (Hrsg.): Europa und die Türken in der Renaissance. Tübingen, 2000, pp. 70-137

Helmrath, Johannes: Die Reichstagesreden des Enea Silvio Piccolomini 1454/55. Köln, 1994 (Studien zu Reichstag und Rhetorik)

Hocks, Else: Pius II und der Halbmond. Freiburg i.B., 1941

Housley, Norman: The Later Crusades, 1274-1580 – from Lyons to Alcazar. Oxford, 1992

Müller, J.J. (ed.): Des Römischen Reichs Tags Theatrum unter Keiser Friedrich V., von Anno 1440 bis 1493. Vols. I-II. Jena, 1713


Pius II (Aeneas Silvius Piccolomini): Commentarii rerum memorabilium quae temporibus suis contigerunt. Vols I-XIII. [1459-1469]. Cittá del Vaticano, 1984. (Studi e testi; 312-313). Citeret efter den danske oversættelse: Af en renæssancepaves erindringer. Udvalgte tekster fra pave Pius II: Beretning om de mindeværdige ting,


25


26

som skete på hans tid. Udvalgt og oversat af Michael v. Cotta-Schønberg.

København, 2009.

http://da.wikisource.org/wiki/Af_en_renaissancepaves_erindringer_

Pius II: Epistola ad Mahometem. [Ca. 1460.] Ed. G. Toffanin. Napoli, 1953

Pius II (Aeneas Silvius Piccolomini): Orationes Politicae et ecclesiasticae. Ed. G.D. Mansi. Vols. I-III. Lucca, 1755-1759

Runciman, Steven: The Fall of Constantinople 1453. Cambridge, 1965.

Schwobel, Robert: The Shadow of the Crescent – the Renaissance Image of the Turk. Nieuwkoop, 1967. Especially chapter III

Setton, Kenneth: The Papacy and the Levant (1204-1571). Vols. I-II. Philadelphia,

1976-78

Southern, R.W.: Western Views of Islam in the Middle Ages. Cambridge, Mass., 1962

Wheatcroft, Andrew: The Enemy at the Gate – Habsburgs, Ottomans and the Battle

for Europe. New York, 2008

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

PROF. DR. DARCY CARVALHO. FEA-USP. SÃO PAULO, BRAZIL. 2019.STUDIES IN MEDIEVAL AND MODERN LATIN.     BIBLIOGRAPHY FOR READING AND DOWNLOAD

https://archive.org/stream/TheCommentariesOfPiusPpIiPontifexMaximus.CommentariiRerumMemorabilium/CommentariesOfPiusPpIiPontifexMaximus_djvu.txt


Ċ
Darcy Carvalho,
8 de set. de 2019 09:19
Ċ
Darcy Carvalho,
5 de set. de 2019 14:17
Ċ
Darcy Carvalho,
5 de set. de 2019 16:44
Ċ
Darcy Carvalho,
6 de set. de 2019 03:51
Ċ
Darcy Carvalho,
18 de set. de 2019 11:34
Ċ
Darcy Carvalho,
5 de set. de 2019 14:30
Ċ
Darcy Carvalho,
5 de set. de 2019 17:17
Ċ
Darcy Carvalho,
5 de set. de 2019 12:01
Ċ
Darcy Carvalho,
6 de set. de 2019 11:13
Comments